Warszawa-pagten fra 1955 blev underskrevet af DDR, Bulgarien, Albanien, Ungarn, USSR, Rumænien, Polen, Tjekkoslovakiet om samarbejde, gensidig bistand og venskab.
Behovet for hans tilbageholdelse blev forårsageten trussel mod fred skabt i Europa af Paris-aftalernes beslutninger. De sørgede for dannelse af Den Vesteuropæiske Union, inddragelse i NATO og genindførelse (genopretning af våben) i Vesttyskland.
Warszawa-pagten var rent karakterdefensiv. Formålet med undertegnelsen var at træffe visse foranstaltninger for at sikre sikkerheden i de lande, der deltager i den, og for at opretholde fred i Europa.
Warszawa-pagten indeholder 11 artikler ogpræamblen. Baseret på dets betingelser og FN-pagten forpligtede dets deltagere sig til at afholde sig fra truslen eller magtbrugen i deres forhold til andre stater. Derudover blev der planlagt gensidig hjælp til de angrebne lande. Warszawa-pagten forpligtede staterne til at yde fuld øjeblikkelig støtte med alle nødvendige midler, herunder våben.
Der blev også overvejet gensidige konsultationer.Stater, der er parter i underskrivelsen af vigtige spørgsmål af international art, for så vidt angår landenes fælles interesser. For at gennemføre disse konsultationer blev der nedsat et GAC (Politisk Rådgivende Udvalg).
Oprettelse af Warszawa-pagtorganisationenforpligtede underskrivelseslande til at handle i en ånd af samarbejde og venskab. Det skulle således sikre den yderligere styrkelse og udvikling af kulturelle og økonomiske forbindelser mellem de deltagende stater. I dette tilfælde var den nødvendige betingelse at følge principperne om ikke-indblanding i anliggender i andre stater, gensidig respekt for suverænitet og uafhængighed.
Kontrakten er gyldig i tyve år.En automatisk forlængelse på ti år tilvejebringes for stater, der ikke indgiver et år før dens udløb af ansøgningen til den polske regering om opsigelse (ophør). Warszawa-pagten kunne underskrives af enhver stat uanset dens stat og sociale system. Det blev antaget, at i tilfælde af oprettelse af et fælles sikkerhedssystem i Europa og indgåelsen af en paneuropæisk aftale, ville den polske aftale ophøre med at være gyldig.
Fælles væbnede styrkers kommandoblev oprettet for at give den mest effektive beskyttelse mod et sandsynligt angreb. Den kollektive kommando og hovedkvarter skulle gøre det lettere for de væbnede styrker at interagere og styrke forsvarsevnen for de stater, der er parter i aftalen i Warszawa. Med henblik herpå blev der gennemført fælles militære og kommandoprioriterede manøvrer og øvelser på territoriet i alle lande, der underskrev aftalen.
Imidlertid er hovedpositionen for de stater, der er parter i den polske traktat, rettet mod at udvikle fredelige forbindelser i Europa og styrke sikkerheden.
På et møde i Moskva i 1960 blev det vedtagetErklæring om tilslutning til regeringen for Sovjetunionen om ensidig afslag på nukleare prøver. Samtidig skulle alle betingelserne for ikke-genoptagelse af nukleare eksplosioner af de vestlige magter være opfyldt. Samtidig opfordrede Sovjetunionen de allierede stater til oprettelse af gunstige betingelser, der befordrer til afslutningen af en aftale om ophør af nukleare prøver.
Forslag fremsat af deltagende landeaftalerne og deres aktiviteter, der er i centrum for Europas magter, vidnede om den reelle fred og ønske om at opretholde sikkerhed og fred i Europa.
