I vores sekulære æra taler flere og flere menneskerat tro kræver bevis for Guds eksistens. For en person, der tror dybt, er der Gud, og dette behøver ikke at bevises hverken for denne person eller endnu mindre for Gud. For en ateist er der ingen Gud, og det er vanskeligt for en religiøs person at præsentere fuldstændigt videnskabelig bevis for at ændre sit synspunkt. Men ikke desto mindre har debatten mellem ateister og troende pågået i mere end tusind år, og i løbet af denne tid blev der udviklet et helt bevissystem til fordel for Guds eksistens og ikke-eksistens. Hvorfor varer denne tvist uendeligt, og debattanterne gennemgår det samme fiasko? Og er det i dette tilfælde overhovedet nødvendigt af disse drøftelser? Lad os prøve at finde ud af det.
Fejlen fra fortidens teologer er, at dede forsøgte at bevise tilstedeværelsen af den øverste magt, den øverste væsen, den første sag osv., baseret på observationer af denne materielle verden, og de forsøgte at give videnskabelig bevis på Guds eksistens. For øvrig lykkedes den kristne tradition især i dette, startende med Tertullian, Anselm fra Canterbury og Thomas Aquinas og slutter med Kant. I middelalderen blev filosofi betragtet som ”teologens tjener”, men teologien brugte filosofiens sprog til at bevise Guds eksistens. I 1078 vender Anselm fra Canterbury, af en eller anden grund, henvendelse ikke til mennesker, men til Gud, et sådant argument, at det bevises for Gud, at hans eksistens er priori: i det menneskelige sind er der et begreb om absolut perfektion. Men hvis et absolut perfekt væsen ikke er til stede, ikke findes i den virkelige verden, er det på denne måde ikke absolut og fuldstændigt perfekt. Der opstår en modsigelse, hvorfra Anselm konkluderer, at Gud eksisterer. På trods af det faktum, at adskillige teologer var baseret på et sådant priori bevis, modstår det ikke kritik af ateister: hvis der findes mennesker i forskellig grad af ufuldkommenhed i denne virkelige verden, betyder det ikke, at der findes en væsen helt perfekt i den.
Den strålende lærde teolog Thomas Aquinas prøvedekomme ud af denne situation ved at fremlægge dens fem bevis for Guds eksistens ved hjælp af posteriori argumenter. Igen er disse argumenter baseret på studiet af denne materielle verden. Det første bevis er gennem bevægelse: alt i denne verden bevæger sig af en eller anden grund. Derfor er der en bestemt bevægelsesfri motor, det vil sige Gud. Det andet argument er den absolutte årsag til alle konsekvenserne. Intet skabt er dets egen sag. Derfor skal grunden til alt eksistere, det vil sige Gud. Det tredje argument er kosmologisk: da der er tid, og objekter findes i tiden (det vil sige, at de engang opstod), så er der derfor en bestemt tidløs enhed, der forårsagede tid og eksistensen af ting i tid og rum, det vil sige Gud.
Men, ateister siger, efter at have hørt på disse 3 argumenter,her gives en fuldstændig uprovet og uvidenskabelig forudsætning, Gud alene hører til den næste sekvens, er ikke dens integrerede del. Selv hvis vi antager, at der er en bestemt enhed, der afslutter kæden af opstigning til denne verdens grundlæggende årsag og kalder den Gud, betyder det ikke, at denne enhed er udstyret med andre egenskaber, der tilskrives Gud: nåde, almægtighed, evnen til at læse i hjerter, slip synder. Disse tre ontologiske bevis på Guds eksistens gav anledning til den kristne teodik, designet til at retfærdiggøre Gud - skaberen af den materielle verden for det onde, der strømmer over denne verden. Hvis den gode Gud skabte vores verden, hvorfor er da denne verden ikke god? Hvis denne verden ikke er god, var det måske ikke Gud, der skabte den?
Thomas fjerde argument er bevis fragrader af perfektion: der er absolut nåde, og i denne verden observerer vi dens mindre manifestationer. Men det onde er ikke en mangel på nåde, hvor kom det fra? Vi kan ikke kalde alle maksimerer Gud. Og det femte argument er bevis gennem hensigtsmæssighed: alt er skabt til et specifikt formål, og dette højeste mål er med Gud.
Filosof E.Kant tilbageviser beviset for Gud Thomas Aquinas eksistens og fremsætter sin egen: Da der er krav om retfærdighed, retfærdighed, venlighed i det menneskelige hjerte, det vil sige begreber, der er meningsløse i denne verden, fordi de ikke giver materiel fordel, derfor gives disse begreber os fra en anden verden, hvor er den "nye jord og den nye himmel", som sandheden hviler på. Dette begreb om Gud som et moralsk krav, et kategorisk imperativ, der skubber folk til at begå gode og mangelfulde handlinger, er hovedargumentet for moralsk bevis på Guds eksistens. Da der i denne verden ikke er noget mere nytteløst fænomen end dyd.
