Griboedovs skuespil "Woe from Wit" blev skrevetfor længe siden, men mister stadig ikke sin relevans, hvilket faktisk er en ret sjælden ting, især for politisk satire. Typisk er sådanne bøger relevante indtil det øjeblik, hvor der er et kritiseret regime. Dette er tydeligt i eksemplet med de skarpe, kloge, kaustiske værker fra fremragende sovjetiske dissidenter, som var de mest populære i deres tid. Var disse gode bøger? Selvfølgelig ja. Er de interessante nu, efter Sovjetunionens sammenbrud? Nej. Ikke mere.
Hemmeligheden bag relevans
Чтобы политическая сатира не была похожа на et sort / hvidt fotografi af en længe glemt slægtning, skulle det have noget mere, ikke kun en opfindsom indikation af øjeblikkelige mangler i samfundet. Henvisninger til universelle menneskelige problemer og værdier, genkendelige, tæt på ethvert tidspunkt og for alle.
Og Griboedov skabte sit spil og investerede i detmeget mere end blot at kritisere det eksisterende politiske og sociale system. Dette bemærkes af næsten enhver gennemgang, der foretages tilfældigt, værker af “Woe from Wit”, der i det mindste tilfældigt vedrører. Det mest nøjagtige billede af moral - og ikke kun fra Alexander I.'s tid. Disse samme mennesker lever nu. Ja, de er klædt anderledes, ryger cigaretter og ikke snus tobak, diskuterer Putins seneste tale på topmødet og ikke kongen før den ædle forsamling. Men folket er de samme. Absolut genkendelige træk.
Comedy-figurer
Karriere og konformist. Grov, modig tjener.En indflydelsesrig erhvervsdrivende med ideologisk korrekte synspunkter. Gamle mænd er fragmenter af tidligere tider. Søstre beskæftigede sig kun med deres egne ægteskabsplaner. En romantisk pige, der kun forestiller sig livet fra bøger. Endelig er hovedpersonen en fyrig liberal og en fighter.
Kritik af Goncharov
I to år skrev Griboedov "Ve fra Wit."Gennemgangen af I. Goncharov, en af hans tids bedste kritikere, henviste dette værk til mesterværker fra russisk litteratur. Hans anmeldelse i dag er en af de bedste analyser af stykket. Dette er en komplet, detaljeret, grundig undersøgelse af både værket og dets karakterer, en sammenligning med andre forfattere, der er nutidige til Griboedov. Denne kritiske artikel blev skrevet næsten 50 år efter offentliggørelsen af komedien. For litteratur er selv 50 år lang tid, to generationer. I løbet af denne tid bliver arbejdet enten forældet eller bliver en klassiker.
Goncharov selv bemærkede, at de lyriske billederHeroes of Pushkin and Lermontov - Onegin og Pecherin, der indtager et sted, der er uforligneligt højere i det litterære hierarki end Griboedov - er ikke længere for interessante for offentligheden. De kan ikke genkendes. Denne type er en saga af fortiden sammen med den tid, der gav anledning til dem. Deres tanker, deres følelser, deres problemer og håb er fortiden sammen med det strålende 1700-tallet.
Billedet af hovedpersonen
Chatsky kan stadig genkendes - begge i hansfordele og ulemper. Han er afgørende, ofte hensynsløs og oprigtig. Måske endda overdrevent oprigtige - mange af hans bemærkninger er ikke længere sarkastiske, men helt ærligt grusomme, som Sophia beskylder ham for. Men hvis vi husker alderen (Chatsky er næppe over tyve), er dette ganske forventet og naturligt. Ungdom er kendetegnet ved maksimalisme og grusomhed. Hans tale er aforistisk - i mange henseender var det denne, der sikrede succes i stykket. Citater fra Chatskys monologer bruges stadig, folk ved ofte ikke engang, at deres yndlingssagn er en linje fra Griboedovs komedie.
En sjælden anmeldelse af bogen "Ve fra Wit" kommenterer Chatskys sind og hans ønske om forandring. De er meget mindre opmærksomme på det øjeblik, han taler meget, men gør intet.
Chatsky og hans liberalisme
Dette øjeblik undslipper på en eller anden måde opmærksomhedende fleste kritikere. De sammenligner ikke de teser, der er erklæret af Chatsky med hans livsstil. Han betragter serfdom som en uhyggelig relikvie fra fortiden - men han lever roligt på bekostning af slave. Stolthed tillader ham ikke at græbe foran de magtfulde - men samtidig findes Chatsky stille på penge, som han ikke tjente. Han bebrejder Skalozub for nærhed og solidaritet - men han ignorerer fuldstændigt det faktum, at han er en militær officer med militære priser og slet ikke en "parketkriger".
Chatskys liberale aktivitet begynder og slutter med de mest omfangsrige monologer, der fortælles før publikum, som bestemt ikke kan overbevises.
Komedie kaldes "Ve fra Wit."Betydningen af navnet er ganske gennemsigtig. Men er sorgen over Chatsky skør? Som dog og det meste af den liberale bevægelse i Rusland, som er så i overensstemmelse med stemningen i hovedpersonen. Hvis du tænker over det, viser det sig, at punktet ikke er i sindets overskud, men i manglende evne til at bruge det.
Kritikere og karakterer
Hvad er en kritisk gennemgang?Dette er bare en detaljeret, begrundet mening fra læseren om værket. Det er sandt, at kritikeren ikke kun er en læser, men en professionel, uddannet læser, men stadig. Og som Labruyer med rette bemærkede, bogen er som et spejl. Hvis en abe ser på den, kan man ikke forvente, at reflektionen viser apostlen. Det vil sige, enhver kritisk gennemgang er primært en afspejling af læserens verdensbillede, ikke forfatteren. Og enhver anmeldelse af bogen “Ve fra Wit” er en levende bekræftelse af dette. Forfattere er sjældent aktive mennesker. For dem er tale allerede et job. Måske er det netop derfor, at en sådan slående uoverensstemmelse mellem erklærede intentioner og faktisk adfærd slipper for deres opmærksomhed.
Prototyper Chatsky
I denne henseende ganske indikativ for sig selvsammensætning af stykket - ikke en eneste anmeldelse af bogen “Woe from Wit” har ignoreret den. Værket er opdelt i to lige store historier. Den første er et kærlighedsforhold mellem Sophia og Chatsky, i ethvert andet skuespil ville det være det vigtigste. Men ikke her. I dette skuespil er den romantiske linje blot plotmotoren, lærred, lærred. Enhver handling, enhver handling af karaktererne er bare en undskyldning for endnu en Chatskys monolog. Han er virkelig usædvanligt snakkesalig. Mængden af tekst, der falder på Chatsky flere gange, overstiger mængden af kopier af enhver anden karakter. Han taler med andre helte, med sig selv, med publikum.
Et usædvanligt kig på Chatsky
Selvom der er en helt modsat teori, ladog usædvanligt. En række litterære forskere mener, at Griboedovs satire er tyndere og dybere. Hendes emne er ikke kun de uheldige Famusov, Molchalin, Repetilov og Skalozub, men Chatsky selv. Måske er hans ukontrollerbare snakkesalighed med fuld inaktivitet bare en anden vittighed fra forfatteren. Og billedet af hovedpersonen er en parodi på den liberale taler, ude af stand til at handle og ikke ønsker ham.
Naturligvis ser det meget usædvanligt ud på baggrund af den generelle baggrunddenne slags anmeldelse. Komedien “Woe from Wit” har længe fået ordineret en standard, generelt accepteret fortolkning. Det præsenteres i litteraturundervisning, det kan læses i en hvilken som helst opslagsbog. Men en innovativ tilgang til studiet af et værk har også en ret til at eksistere. Skønt design af stykket alligevel gør en sådan antagelse usandsynlig. Hvis parodien på den liberale er Chatsky selv, hvorfor hvorfor introducere Repetilov i komplottet? Derefter besætter de den samme logiske niche. Den eneste forskel er, at Chatsky er smart, og Repetilov er helt ærligt dum.
