В то время как в Италии процветала культура и litteraturen fra høj renæssancen og i nordeuropa, i tyskland og holland, nærmede sig den nordlige renæssances højdepunkt, i Rusland var niveauet for udvikling af kunst og litteratur meget lavt.
I de 14-15 århundreder startede de russiske statsborgere ligeryst længden af det lange og smertefulde tatar-mongolske åg fra deres skuldre. Det er ikke overraskende, at litteraturen i denne tid adskiller sig lidt fra krønikerne i de mørke alder.
Tidlig russisk litteratur
Medieval litteratur af de russiske statsborgere ihovedsageligt består af krøniker, hvoraf mange er anonym, og livet for helgener. Den mundtlige folkemusik litteratur af middelalderlige Rusland bestod af historier og sange. Litteratur 14-15 århundreder henholdsvis består af orale litteratur, krøniker og liv. I anden halvdel af det 15. århundrede var der interesse for fremmede legender og verdenskreativitet.
Mundtlig kreativitet (eller folklore) erkollektiv folkekunst overført fra mund til mund. Folklore formidler folks traditioner og verdensopfattelse, skaber unikke billeder og talevinger. Blandt de vigtigste genrer af russisk folkekunst, epikser, eventyr og historiske sange havde en særlig indflydelse på den videre udvikling af litteraturen.
Folklore genrer
I modsætning til skriftlig litteratur, som varmonotont og næsten helt sekulariseret, var mundtlig litteratur om 14-15 århundreder i Rusland fuld af forskellige former og genrer. Værkerne der tilhører rituelle chants, episke episke, eventyr og selvfølgelig almindeligt kendte ordsprog, ordsprog, morsomme og lullaby sange har overlevet.
Былины – самобытный жанр русского устного folkekunst, en slags heroisk episk, som afspejler de virkelige historiske præstationer og mennesker. Byliner bliver ofte suppleret med fiktionens elementer og overdriver karakterernes magt
Eventyr - fiktive historier eller epics, fortælling i simpelt sprog og fokusering på en handling eller feat, mættet med mytiske tegn og magi.
Historiske sange - en genre af mundtlig folkekunst, som tog form i det 14. århundrede og repræsenterer en genoptaget episk. Vigtige historiske begivenheder og personligheder forbundet med dem er sunget.
Skriftlig litteratur
Litteraturen fra 14-15 århundrede havde en unik form.- Alle værker, herunder massive plader, blev kopieret af munke for hånden. Der var få bøger, og de var næsten ikke fordelt udenfor kirken.
Ud over kompleksiteten af kopieringsværker, litteratur14-15 århundreder i Rusland kom næsten ikke på tværs af begrebet ophavsret - enhver munk, der omskrev arbejdet, kunne tilføje eller tilbagekalde den del, som han fandt nødvendige på det tidspunkt. Således er der ikke et enkelt værk skrevet til midten af det 16. århundrede, hvilket ville være det samme i to eksemplarer.
Mange sprogkundskaber og litterære kritikere mistanke omat nogle annaler er et produkt af kollektiv kreativitet. Grundlaget for dette er den sproglige og stilistiske uoverensstemmelse inden for samme arbejde. Dette vedrører ikke kun krønikerne, men også de helliges biografier.
Genrekonstans og følelsesmæssig rigdom
Russisk litteratur i det 14.-15. Århundrede og endda op til17-18 århundreder, udviklet sig meget konservativt. Litterære traditioner og konventioner krævede skrivning af værker i en bestemt genre. Derfor ændrede værkernes stilistiske og genreniske egenskaber ikke dramatisk, men glat, som om de flyder ud af hinanden. Sådan blev tør og streng kirkelitteratur følelsesladet og tæt på folket.
Den skadelige indflydelse fra det tatariske-mongolske åg førsjælens dybder chokerede både den enkle bonde eller håndværker og den lærde, fromme munk. I et enkelt råb, almindelig sorg og evig ulydighed blev der født ny russisk litteratur i det 14.-15. Århundrede, der kombinerede den tørre måde at præsentere annalerne på, det rigtige sprog i livet samt billeder og nationalitet for oral kreativitet.
Legacy of early litteratur
Ligesom kristendommen, skrivning og litteraturkom til de russiske fyrstedømme udefra, hvilket sandsynligvis er grunden til, at de første kronikker og liv ligner så de byzantinske og er så dramatisk forskellige fra folklore. Mens annalenes sprog er tørt og komplekst, er folkesange, historier og epos, på trods af det sproglige, fulde af levende billeder og er let at huske.
Mange akademikere og kritikere, især slaviskeog tilhængere af deres ideer, mener de, at russisk litteratur fra den nye æra, inklusive dens gyldne tidsalder, skylder dens originalitet ikke så meget til det russiske sjæls unikke, men til en mærkelig, uventet kombination af tør redegørelse for fakta, dyb fromhed og rig billedsprog i gammel litteratur. Hvad der i det 11. århundrede var uforeneligt, som himmel og jord, begyndte at blandes i de 14-15 århundreder.
Tidlig litteratur er kilden til detRussisk ånd. Nationale ideer, nationalitet og karakteristisk moral, alt hvad der adskiller russisk litteratur i dag, kom fra de allerførste århundreder af dens eksistens. Det var litteratur fra det 14.-15. Århundrede, der banede vejen for de storslåede eventyr om Pushkin, de utrolige historier om Gogol og Lermontovs digte, som igen havde en formativ indflydelse på den russiske kulturs fremtid.
